MIDTJYSK TURISME
Midtjysk Turisme

Medarbejderudvikling sikrede succesfuld rekrutteringsproces i Randers Regnskov

Ledelsen i Randers Regnskov har de seneste to år inkluderet medarbejdere i salgsområderne i rekrutteringen af sæsonansatte. I år blev det prioriteret at oplære medarbejderne i konkrete rekrutteringsteknikker, hvilket resulterede i, at projektet denne sommer blev en stor succes.

400 modtagne ansøgninger. En udfordring for de fleste virksomheder og også for Randers Regnskov, der skulle bruge 30-40 medarbejdere til at sikre en uproblematisk håndtering af sommerens ekstra travlhed.

Ledelsen i den tropisk zoologiske have valgte for andet år i træk en innovativ tilgang til at løfte rekrutteringsopgaven. Medarbejdere fra alle virksomhedens afdelinger – fra souvenirbutikken til informationen – blev bedt om at gennemføre samtalerne med de mange kandidater og selv udvælge de nye kollegaer.

Kompetenceudvikling på fire aftener

Grundet erfaringer fra sidste års rekrutteringsproces blev der i år sat ekstra fokus på at ruste medarbejderne til opgaven.

Derfor blev et samarbejde med Midtjysk Turisme og uddannelsesinstitutionen Tradium etableret. Dette førte til, at medarbejdere fra Randers Regnskov i løbet af fire forårsaftener hos Tradium blev uddannet i konkrete redskaber, der kunne anvendes under de forestående ansættelsessamtaler.

Succesfuld modtagelse

Erhvervsmagasinet i Randers Amtsavis fulgte for nyligt op på projektet, og tilbagemeldingerne fra både ledelsen og medarbejderne i Randers Regnskov var positive.

Ledelsen oplevede, hvordan medarbejderne udviklede sig i takt med det øgede ansvar, mens de ansatte har nydt medindflydelsen på valget af fremtidige kollegaer.

Gode udviklingsmuligheder

Ulla Hjorth Jørgensen, udviklingskonsulent hos Midtjysk Turisme, har været tilknyttet projektet, og hun er også tilfreds med udbyttet.

- Projektet viser, at uddannelsesinstitutioner og turismeaktører kan have stor gavn af hinanden. Jeg er overbevist om, at der er mange spændende udviklingsmuligheder i denne form for kompetenceudvikling.